Nordhavnshuset

RÆKKEHUSET I NORDHAVNSHUSET

Lejlighed i nordhavnshuset

EN GRØN OASE OMGIVET AF VAND

Nordhavnshuset er skabt til mennesker, der helst ikke går på kompromis. Hverken når det gælder bolig eller beliggenhed. I Nordhavnshuset bor man nemlig direkte på havnen, samtidig med at man er omgivet af store frodige arealer. At man tilmed har Østerbro lige om hjørnet, giver beliggenheden en ekstra eksklusiv dimension.

Nordhavnshuset opføres på Sundmolen, som er Nordhavns nye grønne kvarter. Her er der vand til alle sider – og inde på land er der masser af plads og luft omkring bygningerne. Boligerne er specielt dedikeret til denne unikke beliggenhed, så hver beboer får optimalt udbytte af udsigten og det pragtfulde lys ved Øresund.

Alle boligerne er gennemtænkte, både hvad angår kvalitet, æstetik og funktionalitet. Og det gælder uanset, om man vælger et af rækkehusene i tre plan eller en af de lækre ejerlejligheder med altaner eller taghaver.

SMUK ARKITEKTUR MED MARITIM INSPIRATION

Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har tegnet Nordhavnshuset, og det er ikke helt tilfældigt, at de blev håndplukket til opgaven. Dels er de kendte verden over for deres prominente værker – og dels har de en kæmpe erfaring inden for byggerier med maritime beliggenheder.

Med Nordhavnshuset har arkitekterne skabt en unik bebyggelse, der både i form og funktion er inspireret af vandet og livet på kajen.

Fokus er på variation og visuelle oplevelser, og dette opnås bl.a. ved at arbejde med skiftende bygningshøjder, husdybder og facadematerialer.

Resultatet er et mangfoldigt udtryk, der minder meget om de smukke byhuse, man ser rundt omkring i Europas kendte havnekvarterer. F.eks. i Amsterdam og i vores eget Nyhavn.

Det primære facademateriale er teglsten i forskellige grå nuancer, der på den ene side matcher havnens farver og på den anden side udgør en smuk kontrast til de grønne omgivelser på Sundmolen.

MASSER AF PLADS TIL INDIVIDUALITET

Nordhavnshusets boliger er designet med udgangspunkt i den store individualitet, som moderne bymennesker repræsenterer. Nøgleordene er mangfoldighed og frihed til at vælge. Nordhavnshuset danner nemlig rammen om et usædvanligt stort udvalg af vidt forskellige boligtyper.

Vil man bo i ejerlejlighed, er der både perfekte løsninger til singlen, parret eller den store familie. Alle lejligheder har private udearealer, hvor man kan nyde solen eller udsigten til vandet. Hovedparten af lejlighederne har hele to altaner, stuelejlighederne har egen grøn terrasse og de øverste lejligheder har en helt spektakulær taghave med udekøkken.

Har man brug for rigtig god plads, kan man vælge et af de lækre rækkehuse, der er i tre etager plus kælder og stor terrasse på taget.

Fælles for alle boligerne er det eksklusive interiør fra udvalgte kvalitetsleverandører, der lader lækkert design gå hånd i hånd med holdbarhed og funktionalitet. F.eks. er køkkenet fra danske Designa med matte hvide grebsfrie elementer, bordplade i lys Corian, underlimet vask samt Quooker.

PRIVATE OASER OG FÆLLES GRØNNE AREALER

Det centrale gårdrum er fælles for alle, men derudover har rækkehusene og stuelejlighederne hver deres private terrassehave, der vender ind mod gården. Haverne er afgrænsede, så man kan nyde lidt privatliv samtidig med, at man kan følge med i aktiviteterne udenfor.

Hovedparten af lejlighederne over stueplan har to altaner placeret på hver sin side af bygningen. Herfra kan man enten kigge ud til vandet, hen over de grønne arealer eller nyde synet af havnemiljøet med de gamle pakhuse.

De mest eftertragtede private udearealer er nok taghaverne, der hører til de store ejerlejligheder på øverste etage. Heroppe har man et sandt udendørs paradis, hvor der er plads til alt – og udsigt hvor end man drejer hovedet hen.

UNIKKE RÆKKEHUSE MED SJÆLDEN HAVNEBELIGGENHED

Et helt nyopført rækkehus er lidt af en sjældenhed at finde, uanset hvor man leder langs vandet i Københavns Havn. Men det er en drøm, der nu kan opfyldes i Nordhavnshuset, hvor den nordlige længe indeholder 6 store rækkehuse.

Rækkehusene vender direkte ud til det smukke havelandskab, der bugter sig igennem hele Sundmolen. Her omgivelserne ekstra grønne, selv om man bor på havnen.

Hvert rækkehus er i 5 plan, bestående af kælder, stueetage, 1. til 2. sal – og på taget skabes en eksklusiv taghave, der udgør et dejligt friluftsrum med udekøkken.

Stueetagen centrerer sig om et stort køkken/alrum med imponerende 3,1 meter til loftet. I forbindelse med alrummet ligger stuen, hvorfra der er adgang til den private terrasse. På denne etage leves det fælles familieliv, mens der er masser af plads til privatliv i værelserne på 1. og 2. sal.

De ”overjordiske” etager suppleres af en høj og lys kælder, der byder på et utal af anvendelsesmuligheder, som f.eks. fitnesslokale, hjemmebiograf, hobbyværksted eller legerum. Samtidig har man alle de praktiske faciliteter, der bl.a. tæller vaskerum, badeværelse, bryggers og opbevaringsplads.

Særlige features i rækkehusene
Toilet og/eller bad på tre af etagerne
Vaskemaskine og tørretumbler i både kælder og på 2.sal
To terrasser samt taghave til hver bolig
Fransk altan i alle soveværelser

HAVNELIV PÅ KAJEN LIGE UDENFOR DØREN

Nordhavnshuset er et af de relativt få boligbyggerier, der opføres på Sundmolen. Og de nye boliger kommer til at ”dele” området med molens gamle røde pakhuse, der bevares. De historiske bygninger er ikke bare smukke – de bidrager også med den helt rigtige havneidyl, man ikke oplever mange steder i København.

Hele vejen rundt om Sundmolen anlægges smukke lange havnepromenader med hyggelige opholdspladser. Her kan man spadsere langs vandet, fiske fra en af bryggerne eller sidde og nyde solnedgangen over horisonten.

Havnen er simpelthen et overflødighedshorn, når det gælder aktiviteter og god motion i frisk havluft. Turen rundt om molen er den perfekte motionsrute, og holder man af vandsport, er der masser af muligheder i nærheden. F.eks. i alle de ro- og sejlklubber, som området altid har været kendt for.